Motionscenter unge


Styrketræning for 12-17 årige på lukket hold

Instruktører: Anthon, Simon og Mads

Nu tilbyder vi træning i motionscenteret for unge ned til 12 år. Det foregår på et "lukket hold" under opsyn af instruktører.

Instruktørerne er Anthon, Simon og Mads som alle har relevant træningserfaring og uddannelse i fitness. De sikre, at der trænes sikkert og forsvarligt, ligesom de er klar med gode råd og vejledning til træningen.

Vi ønsker at skabe en god træningskultur på holdet, hvor der er plads til alle og hvor vi får skabt et godt sammenhold.

I første omgang er det muligt at træne i disse tidsrum:
  • Tirsdag 17.00 - 18.30
  • Torsdag 17.00 - 18.30
Der er mulighed for at klæde om på skolen og tage bad efter træningen.

Pris: 100 kr. om måneden med et TeenFitness abonnement

Læs desuden vores generelle retningslinjer for brug af motionscenteret nederst på denne side.

REGLER OG RETNINGSLINJER FOR BRUG AF MOTIONSCENTERET


ADGANG TIL MOTIONSCENTERET
Motionscenteret er åbent for gymnastikforeningens medlemmer i nedenstående tidsrum - der kan dog forekomme lukkedage, når Gymnastikhøjskolen har arrangementer.
 
Mandag – fredag:               kl. 17.00 – 21.00
Lørdag – søndag:               Kl. 07.00 – 21.00
 
Man skal have et aktivt abonnement i Motion & Fitness og være tilmeldt holdet ”Motionscenter” for at træne i motionscenteret.
Købes via www.ollerupgymnastikforening.dk
 
Medlemskabet er personligt, og man er forpligtet til at påvise medlemskab ved anmodning fra foreningens instruktører eller Gymnastikhøjskolens personale.
Dette kan ske ved at fremvise den betalingskvittering, som man modtager hver måned via Conventus. Der foretages løbende stikprøvekontrol. 
 
Børn under 12 år må ikke færdes i motionscenteret. Er man mellem 12 og 14 år, må man kun træne i følge med en forælder, som også selv har abonnement i Motion & Fitness. Unge fra 15 år må træne på egen hånd.
 
Alle skal have modtaget en gennemgang af faciliteterne i motionscenteret fra en af gymnastikforeningens instruktører, inden træning må påbegyndes.
 
OPFØRSEL
Vi ønsker, at alle skal have en god oplevelse, når man træner. Derfor forventes en positiv omgangstone, hvor alle udviser respekt for og tager hensyn til hinanden.
Trusler og vold medfører, at du bliver bortvist og dit medlemskab bliver ophævet.
 
Der accepteres ikke adfærd i vores centre, der kan opfattes som krænkende eller respektløs. Dette omfatter sproglige ytringer, kropssprog og andre udtryksformer.
 
Anvisninger fra Gymnastikhøjskolens ansatte og instruktører fra Ollerup Gymnastikforening skal til enhver tid følges og står ikke til diskussion.
 
BEKLÆDNING OG HYGIEJNE
Der skal skiftes til træningstøj og rene indendørs sko eller strømpesokker, inden man træner i motionscentret. Der må ikke trænes i bar overkrop.
Hvis du føler dig syg eller sløj, skal du blive hjemme. Vis hensyn.
 
Det er ikke tilladt at opholde sig i centeret med rygmærke eller (anden) banderelateret beklædning.
 
Maskiner (håndtag, sæder, bænke, mv.) skal rengøres efter brug med sprit og aftørres med papir.
 
Vi anbefaler, at du vasker dine hænder grundigt både før og efter din træning samt medbringer et lille rent håndklæde, som kan bruges som underlag ifm. din træning.
 
Der må ikke indtages mad og drikke i centeret – dog er en drikkedunk med vand/energidrik tilladt.
 
BEHANDLING AF UDSTYR OG MASKINER
Al udstyr skal behandles med respekt og må kun benyttes efter forskrifterne og til de øvelser, det er beregnet til.
 
Håndvægte og stænger skal have gulvkontakt, før man slipper.
 
Læg udstyret på plads efter brug, så bliver træningen bedre både for en selv og andre.
 
Det er ikke tilladt at tage udstyr med uden for centeret.
 
KÆLEDYR
Det er ikke tilladt at medbringe kæledyr i motionscenteret.
 
MUSIK / MOBIL / KAMERA
Hvis der afspilles musik på fællesanlægget skal der vises hensyn til de øvrige i lokalet.
 
Mobilsamtaler i motionscentret skal begrænses. Udvis hensyn og sæt din mobil på ”lydløs” under træningen.
 
Det er ikke tilladt at tage billeder eller filme i motionscenteret samt lave opslag på sociale medier, hvor man kan identificeres andre uden deres samtykke.
 
Erhvervsmæssig og redaktionel film-/fotooptagelse er kun tilladt, hvis Gymnastikhøjskolen på forhånd har givet skriftlig tilladelse hertil.
 
DOPING
Brug af doping accepteres ikke. VI samarbejder med Anti Doping Danmark – se særskilt afsnit.
Salg af doping i centret medfører politianmeldelse samt udelukkelse.
 
RUSMIDLER
Rygning inkl. e-cigaretter er ikke tilladt i centret.
Man må ikke opholde sig i centret, hvis man er påvirket af alkohol, narkotika, nervemedicin eller andet som påvirker ens evne til at træne sikkert.
 
NØDUDGANGE
Nødudgangene i centret må ikke spærres og må kun benyttes i nødstilfælde.
 
 
Brud på ovenstående regler og retningslinjer, kan medføre bortvisning, karantæne eller udmeldelse. Indbetalt medlemskab vil ikke blive refunderet.

 

Dopingkontrol i foreningsbaserede fitnesscentre

Dopingkontrol i fitnesscentre under DGI, DIF, Foreningsfitness og Firmaidrætten

Hvis du bliver indkaldt til dopingkontrol af en af ADD’s fitnesskonsulenter, vil du blive bedt om at afgive en urinprøve under overvågning jf. Dopingreglementet for motionsidræt

Når du er indkaldt til dopingkontrol, vil fitnesskonsulenten holde dig under opsyn, indtil du har afgivet urinprøven. Det er op til dig, at sige til, når du er klar til at afgive urinprøven – dog kan du ikke forlade centret uden at afgive prøven. Hvis du er nødsaget til at gå uden at afgive prøve på grund af et ærinde, kan det, hvis du ønsker det, noteres på kontrolprotokollen. Du har mulighed for at få udleveret en kopi af kontrolprotokollen. Det vil herefter være op til dig efterfølgende at dokumentere årsagen til, at du undlader at gennemføre dopingkontrollen.

Hvis du ikke kan dokumentere en acceptabel årsag til, at du har valgt at undlade at gennemføre dopingkontrollen, eller hvis din dopingprøve er positiv, bliver du med umiddelbar virkning tildelt en sanktion på to års udelukkelse fra al træning og træner/ledergerning under DIF, DGI og Firmaidrætten samt fra al træning i centre, der samarbejder med ADD eller er medlem af DFHO. Sanktionen omfatter desuden fire års udelukkelse fra al konkurrenceidræt under DIF, der er omfattet af DIF og ADD's Nationale Antidopingregler.

Det er Anti Doping Danmark, der behandler din sag, og Motionsdopingnævnet træffer afgørelse i din sag.

Hvis du tildeles en sanktion bliver du indført i det elektroniske dopingregister, jf. §9 b i Bekendtgørelse af lov om fremme af dopingfri idræt

Hvis din dopingprøve er positiv kan du for egen regning få analyseret din B-prøve. Du kan endvidere klage over afgørelsen af din sag med en skriftlig henvendelse til Dopingappeludvalget i Danmarks Idrætsforbund senest fire uger efter, at du har modtaget afgørelsen.

Kalender
Følg os på Facebook
Ollerup Gymnastikforening | Svendborgvej 3 | 5762 Vester Skerninge | info@ollerupgymnastikforening.dk